Eraritjaritjaka
Gæstespil af Théâtre Vidy Lausanne
Beskrivelse
Skuespilhusets Store Scene slår dørene op for Heiner Goebbels’ prisbelønnede forestilling Eraritjaritjaka, der havde urpremiere i 2004 og siden gæstet utallige internationale teaterhuse og festivaler. Forestillingens aboriginalske titel kan løst oversættes til længslen efter det tabte. Undertitlen – ’musée des phrases’ – antyder den litterære tråd: kortere tekster fra den østrigsk-bulgarske forfatter og nobelprisvinder Elias Canettis værker binder forestillingen sammen. Heiner Goebbels’ intense iscenesættelse sætter én enkelt skuespiller i selskab med en strygekvartet omgivet af forførende og nyskabende lydeffekter, film og video.