Barberen i Sevilla
Beskrivelse
Rossinis opera Barberen i Sevilla fra 1816 er, med Gerhard Schepelerns ord, “den gamle italienske buffo-operas sidste og måske skønneste blomst”.
Operaen bygger på Beaumarchais’ komedie og er et livligt, veloplagt og morsomt lystspil om den gamle gnavpotte, der holder sin unge, smukke kvindelige myndling indespærret med giftermål for øje - og den unge, kække tenor, der ved den snedige barytontjeners hjælp får listet pigen fra den gamle.
Barberen i Sevilla har været opført på Den Jyske Opera i 1948, 1953, 1960 og senest i 1997 i en kammerversion. Vi glæder os til at præsentere operaen med symfoniorkester for første gang på originalsproget italiensk og som altid med danske overtekster.