Da/Fort
Enkelt og rørende Ny Cirkus med parakrobatik i en lastbil
Beskrivelse
Den gamle lastbil danner rammen om ærligt, minimalistisk Ny Cirkus. Vognen er lastet med tilskuere, som sidder helt tæt skulder ved skulder. På den lille scene ser vi direkte ind i et stykke hverdag.
I det klaustrofobisk kompakte rum dukker karaktererne op og forsvinder igen gennem hemmelige døre, skjulte lemme og bevægelige flader. Hverdagen fortættes med nonchalant akrobatik til et smukt og ordløst drama om livets almindeligheder – og besværligheder.
Den naive stil, underspillede humor og præcise akrobatik udstiller det store i det små. Her er ingen spektakulære scenarier, ingen storladne gevandter og ingen pompøse konstruktioner. Det er Ny Cirkus uden omsvøb.