Ny Cirkus Festival: Smashed
100 æbler, 9 jonglører og 1 te-stel i britisk ballroom-dekadence
Beskrivelse
Hæderkronede Gandini Juggling åbner Ny Cirkus Festival 2012 med en regn af æbler. Kontrolleret og synkront svæver de gennem luften i hænderne på de elegante gentlemen og chikke ladies. Tableauerne er som taget ud af gamle filmklassikere, og de akkompagneres af stemningsfulde melodier fra forgangne tider.
Inspireret af den tyske koreograf-guru Pina Bausch klippes der filmisk mellem scenerne, og den konstante spænding mellem koncentration og distraktion – orden og kaos – strækkes til det yderste, når jonglering bliver til dans, og de ni jonglører filtrer sig ind i hinanden med æbler flyvende gennem luften fra alle retninger. Et øjebliks distraktion, og æblet bliver kvast mod gulvet.