I My Mini Me
Beskrivelse
Siri, Pierre og Antoinette befinder sig midt i et kæmpe- kludetæppe, der ligger over hele scenegulvet. Tæppet, der er syet af bukser, trøjer, huer, jakker, poser og alle mulige andre tøjstykker, er den verden, de skal navigere i, – og det er ærlig talt ikke altid let, når man gerne vil bryde ud, passe ind, være sammen og være sig selv.
Vi følger danserne, når de kaster sig ud i uheldige valg og kiksede kombinationer. Når de kæmper imod knuder eller klaustrofobiske bindinger til hinanden. Når det lykkes Antoinette at hæve sig over mængden i sin giga-kjole, og når stakkels Pierre vikler sig ind i hele molevitten, og ender som en stor vatteret bold prisgivet i de andres varetægt.