Rosenkavaleren
Af Richard Strauss
Beskrivelse
Operaen blev skabt i samarbejde med librettisten Hugo von Hofmannsthal i 1911 og blander komedie og romantik med et bittersødt blik på livets gang. Arbejdstitlen var Ochs auf Lerchenau og havde fokus på den komiske baron Ochs, der snydes for sin forlovede af den unge Octavian.
Efterhånden som arbejdet med operaen skred frem, voksede Marskalindens rolle dog, og skaberne knoklede for at finde balancen mellem den farceagtig baron Ochs og den melodramatiske kærlighedsfortælling omkring Marskalinden. Til sidst vandt kærlighedshistorien omkring den unge Octavian, der som rosenkavaler stjæler både Marskalindens hjerte og Baron Ochs' forlovede.