Clockwork
HOVEDJONGLERING OG HJULSPIN MED SYDLANDSK CHARME OG SKANDINAVISK SYSTEMATIK
Beskrivelse
Egentlig er de vel en anelse for maskuline til at være ’sisters’. Tøsedrenge er de heller ikke, selv om de med tilbagelænet jantelovsattitude får alle tricks til at se legende lette ud. De tre mænd fra Tisvilde, Bretagne og De Kanariske Øer forener nordisk muskelmasse, sydeuropæisk charme og drenget overmod i et menneskeligt urværk, hvor timing, opfindsomhed og musikalitet får tandhjulene til at glide.
Her er hoveder ikke noget, man tænker med, men jonglerer med. Her er lemmer ikke fastmonteret på kroppen, men fusionerer med de andre kroppe. Her handler tysk hjulspin ikke om hestekræfter, men om at mærke suset fra det store German wheel, der roterer over gulvet.