Historien Bag Muren
Beskrivelse
På en offentlig plads står en kvinde. Alene. Fortabt. Folk går forbi, ser hende ikke. Alle har travlt med det, de skal. En mand kommer hen til hende og tager hendes hånd. En gribende og tankevækkende historie om ensomhed, håb og kærlighed udspiller sig for øjnene af publikum på pladsen, mens byens mennesker går forbi.
Historien Bag Muren er fortalt i det offentlige rum. Placeret på en tribune med hver sit sæt høretelefoner ser publikum pladsens liv, men hører forestillingens replikker og lydeffekter. Hverdagens larm lukkes ude, mens skuespilleren kommer helt tæt på. I denne pludselige ro stiller publikum skarpt på historien og får en unik mulighed for at leve sig helt ind i den.