Manden der ville huske
Et skuddrama med hukommelsestab
Beskrivelse
En mand vågner op i en hospitalsseng. Han aner ikke hvorfor eller hvordan han er havnet dér. Han får et spejl stukket i hånden og ser at han har et gigantisk ar over panden, der strækker sig fra øre til øre. Han får at vide at han har skudt sig selv i hovedet — men han husker intet fra episoden, og heller ikke hvad der ledte op til den.
Han husker stadig ingenting, da han senere samme år starter afsoningen af 14 års fængsel for drabet på sin ekskone, som han angiveligt skulle have myrdet den aften, han forsøgte at begå selvmord. Stædigt begynder han en lang kamp for at prøve at genvinde sin hukommelse og finde sig selv, kun hjulpet af en insisterende journalist og en fængselspsykiater.