Kalaallit Aalborgimiittut
Beskrivelse
Grønland er sne, is og julemandens hjemland. Siriuspatrulje, slædefart og Dronning Margrethe i traditionel, grønlandsk klædedragt. Det er elefantøl, vaklende selvstyre og verdensrekord i selvmord. Men Grønland er også et sted midt i Aalborg. Her bor ca. 1300 borgere, der er født på Grønland. De er studerende, erhvervsaktive, pensionister, arbejdsløse. De er nordjyder med rod i et land, der er 50 gange større end Danmark. Et land Danmark har haft enorm indflydelse på – på godt og på ondt. Kalaaleq betyder på grønlandsk “menneske” eller “grønlænder”, men hvad vil det sige at være kalaallit Aalborgimiittut, dvs. grønlænder i Aalborg? Det spørger vi om i denne forestilling på Borgerscenen.