De Rene Rum
Præsentationsforestilling fra Den Danske Scenekunstskole Aarhus
Beskrivelse
NYE SKUESPILTALENTER I GROTESK FAMILIEDRAMA
Liderlige hunde raser, kaniner parteres, ædlere dele ofres og børn straffes for at spise sukker. Intet skal hæmme sjælen i denne verden, hvor vinteren har bidt sig fast. En lille flok mennesker har søgt sammen i et fællesskab omkring det kvindelige familieoverhoved. Sammen tilbeder de guden Attis, som de håber vil vågne og bringe forår til verden. Men års venten har gjort tilstanden i den lille familie anspændt og et oprør mod Mor ulmer i børnene. Da Attis så vågner vækkes grådighed, jalousi og begær for alvor i hvert af familiemedlemmerne.
DE RENE RUM er grotesk fortælling med referencer til de klassiske græske tragedier.