Urinetown The Musical - Tissebyen Musicalen (ikke stedet)
Beskrivelse
Efter årtier med alvorlig tørke har det påført samfundet stor fattigdom. Vandmangel er et altoverskyggende problem, og befolkningen skal betale for at komme på potten. Alle toiletter ejes af et privat firma, som tjener en formue gennem bestikkelse, korruption og monopolisering af byens toiletter. Vi møder bl.a. en håndfast overbetjent og hans assistent, som opretholder orden og sender de ulydige – dem der undlader at betale afgift og tisser i bukserne – til Urinetown, hvilket i virkelighedens verden er lig med at blive smidt ud fra en skyskraber. Et oprør ulmer, en umulig forelskelse synes uundgåelig, og en kamp for retten til at tisse i frihedens navn bliver en bærende nødvendighed.