Flagermusen
Beskrivelse
Champagnen flyder, og lidenskaber og løgne får frit løb i en hyldest til livet og en erotisk rejse, hvor der forføres, drikkes, elskes, bedrages og grædes.
Vi møder hele systemet oppefra og ned. De lyver og flirter hver og en: De adelige, de nyrige spekulanter fra borgerskabet, deres koner, konernes elskere, deres ambitiøse tjenestepiger og statens ubestikkelige embedsmænd.
Den eneste person, som hverken lyver eller flirter, er fængselsbetjenten Frosch, der lever sit eget liv i det næsten tomme fængsel. Lige indtil et maskebal går over gevind og sender det meste af det bedrageriske selskab ind i hans ellers fredfyldte fængsel.
Flagermusen synges på dansk med danske overtekster af sangen.