Når jeg lukker øjnene

Vi har begravet farfar. Men det var kun hans krop vi begravede. Farfar er stadig lyden af kontrabas, store ru hænder, kogt torsk med sennepssovs og duften af hav. Når jeg lukker øjnene, er farfar her stadig.

To børn har begge mistet, og da farfar blev begravet, kom sorgen og gjorde dem selskab. Sorgen er som et varmt tæppe, de kan putte sig i og mindes farfars dufte og stemme. Men sorgen er også tung og mørk – en voldsom storm, et tavst spøgelse. Nogle gange fylder sorgen hele rummet, andre gange kan de lægge den til side som en bylt. Men den er altid til stede.