Bydyrets vækkelse
Beskrivelse
Bydyrets Vækkelse er et kropsligt optog, der indtager og omfavner byen gennem fysiske og sanselige interventioner i byens rum. Et legende fokusskifte, der vækker de slumrende og prikker til de styrede kroppe. Byrummet er så fyldt med intention, betydning og formål for os, og vi bemærker sjældent byens rå kropslige virkelighed – hvordan vi styres, skubbes og trækkes i. Bydyret opererer ud fra en sanselig politik. Det synliggør elementer, som i dagligdagen strukturerer vores bevægelse og rammesætter vores forestillingsevne. Bydyret er nulstillet, uden status og identitet. Som flok befinder de sig i et tomrum uden for byrummets regler i en flydende, blød tilstand, hvor alt er muligt.