Ankomsten
- en stumfilmsinspireret performance
Beskrivelse
Hvad får et menneske til at bryde op fra hjemmet, lægge alt bag sig og rejse alene til et fremmed land, et sted uden venner og familie, hvor sproget er ukendt, ensomheden overvældende, dagligdagens helt almindelige genstande uden navn og selve fremtiden uvis?
Shaun Tans lavmælte grafiske roman ANKOMSTEN er en hyldest til migranten, en minderune over alle dem, som har været tvunget ud på den usikre rejse og et spejl for dem, som står usikre på tærsklen.
TEATER RIO ROSE omsætter ANKOMSTEN til en ordløs oplevelse, hvor illustrationer og akustisk musik smelter sammen i en scenograferet ramme. Bogens 449 billeder vises på film, ledsaget af nykomponeret musik, som spilles live hver aften.