Blodbadets Gud
Når curlingforældre forsvarer deres børn
Beskrivelse
Den franske dramatiker Yasmina Reza rammer plet med denne grusomme komedie om to par, der på alle måder er civiliserede, rolige, fornuftige og velsituerede. Men deres respektive sønner er endnu ikke kommet helt så langt i udviklingen. Den ene har faktisk slået et par tænder ud på den anden med en stor kæp. Den episode skal de to forældrepar lige mødes og snakke om, i al fordragelighed. Samtalen om netop denne voldelige episode får det værste frem i dem alle fire, og det udarter sig til et modbydeligt klasseeksempel på verbal vold og mentale overgreb. Det er, som alle fremragende komedier, skrækkeligt for de involverede, men stærkt underholdende for tilskueren.