Giselle
Beskrivelse
Giselle er den ultimative romantiske ballet. Siden den første gang blev opført i Paris i 1841, har publikum kunnet drømme sig med ind i en verden af mystik, skønhed, fare og død med en højdramatisk fortælling om uskyld, kærlighed og svigt.
Den smukke Giselle har to mænd i sit liv. Den ene vil have hende, den anden vil hun have. Hun er dybt forelsket i den unge hertug Albrecht, men det er skovfogeden Hilarion, der tilbeder hende. Albrecht er dog allerede forlovet med fyrstedatteren Bathilde. Da Giselle finder ud af det, mister hun forstanden og dør i Albrechts arme.
Giselle genopstår som en faretruende nymfe, og det ender galt, da de to mænd mødes med hende i det hinsides.